Velkommen til Venstre i Skanderborg.
Her kan du læse mere om Venstre i Skanderborg. Du kan også se hvem der sidder i de forskellige bestyrelser i Kommuneforeningen, de lokale vælgerforeninger og kredsen.
Kandidater til kommunevalget 2025
Vi kan nu offentliggøre vores kandidater til kommunevalget 2025.
Vores spidskandidat er Jens Szabo.
Venstre siger nej til centralisme
Formand for Venstres byrådsgruppe Jens Szabo, Byrådsmedlem Birte M. Andersen, Byrådsmedlem Claus Bloch, Byrådsmedlem Christina Bottke, Byrådsmedlem Morten Møller, Byrådsmedlem Miriam Lund Rahbek og Byrådsmedlem Sebastian Støckler
Nu rumsterer det så igen med planer om en ny struktur på ældreområdet i Skanderborg Kommune.
Det fremgår blandt andet af Sundheds-og Omsorgsudvalgets dagsorden den 12. august.
Det er egentligt mærkeligt, at det spørgsmål atter en gang tages op af hatten, for der er ikke nogen fra politisk hold, der har bedt om det.
Noget af det særlige ved Skanderborg Kommune er jo, at der forvaltes efter den såkaldte Skanderborg model. Og her er overskriften ”central styring med decentral ledelse”. Det har vi vænnet os til i byrådet, i forvaltningerne og ude i de mange institutioner. Det giver mange fordele, blandt andet lokal forankring med overblik og hensyntagen til lokalområdernes særlige behov og karakteristika.
På ældreområdet har vi fire distrikter: Skanderborg, Hørning, Ry og Galten.
Det er der nu nogle kræfter, der uvist af hvilken grund, igen, igen, igen vil reducere til to distrikter.
Det bliver meget store enheder - næsten som inde i Århus.
De daglige ledelser kommer længere væk fra borgerne og hverdagens kerneopgaver. Men så er det nok meningen, at de skal have konsulenter og ekstra embedsfolk under sig.
Men til hvilken nytte? Det kommunale bureaukrati vokser, men hvad med sundhedspersonalet og det lokale kendskab til borgerne?
Den nye ældrelov taler om inddragelse af civilsamfundet lokalt, større medbestemmelse til de visiterede borgere og stærkere lokale fællesskaber.
Men i Skanderborg er der åbenbart stærke kræfter der vil noget andet – ja faktisk det modsatte. Centralisering for centraliseringens skyld.
Men i Venstre siger vi nej.
Det har vi gjort hele tiden og det bliver vi ved med.
Venstre går ind for det decentrale, styrkelse af lokalsamfundene og det lokale engagement. Samspillet mellem ældreplejen, lokalbefolkningen og dygtige medarbejdere med gode relationer til borgerne.
Det skaber gensidig tillid, som er en forudsætning for en god faglig og værdig ældrepleje.
Det er Venstres politik – nu og efter kommunalvalget.